Næstved, 27/09/2018 - 07:55
Fange befriet fra sygehus af bevæbnede mænd er anholdt
Under et døgn efter at en 32-årig mand blev befriet ved Nykøbing Falster Sygehus, er han anholdt af politiet.
Af: /ritzau/
Den 32-årige mand, der onsdag blev befriet af bevæbnede gerningsmænd på sygehuset i Nykøbing Falster, er fanget. Han blev anholdt under en ransagning af en bil på Amager ved København, hvor han var skjult i bagagerummet.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Befrielsen af manden, der afsoner en dom for indsmugling af store mængder hash, udløste en voldsom menneskejagt fra politiet. Blandt andet blev flere broer lukket for at standse en flugt væk fra området.
- I forlængelse af befrielsesaktionen iværksætter vi onsdag en synlig indsats, men også en mere omfattende efterforskning. Den - kombineret med henvendelser fra borgere - gør, at vi over eftermiddagen får samlet os et billede, siger politiinspektør ved Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver.
- Onsdag aften peger det os i retning af et interessant køretøj. Det køretøj hjælper kollegerne i København os med at identificere. Først og fremmest via hårdt politiarbejde.
- I første omgang ligner det, at der kun er én person i bilen. Men ved en ransagning viser det sig, at køretøjet også indeholder den befriede person, siger Kim Kliver.
Han beskriver anholdelsen som udramatisk selv om selve befrielsesaktionen var sket med brug af våben.
- Politiet er til stadighed uddannet til at håndtere situationer, hvor folk kan være bevæbnet.
- Så det blev håndteret professionelt og foregik uden problemer, siger Kim Kliver.
Allerede onsdag blev en 26-årig mand anholdt oven på fangeflugten, der skete ganske dramatisk ved Nykøbing Falster Sygehus. Her var den 32-årige i behandling fra fængslet.
Befrielsen fandt sted klokken 10.50. Her blev ansatte fra Kriminalforsorgen holdt op med våben.
Herefter kørte gerningsmændene væk fra sygehuset i en grå Mercedes med fangen som passager og med retning mod Farø.
Det udløste en stor eftersøgning. Politiet lukkede Falster af ved at spærre broerne ved Farø og Storstrømsbroen.
- Det er vores hensigt at fremstille de tre personer for en dommer og begære dem varetægtsfængslet, siger Kim Kliver.
/ritzau/